Vores relationer er et spejl af vores indre.
Har du lagt mærke til, at vores nære relationer er et kæmpe spejl på, hvad der sker inden i os?
Det kan være så irriterende.
Men hvis vi vælger at tage ansvar, og kigge indad, så kan vi lære og vækste.
Vi skal blot være villige til at kigge på vores eget indre.
Verden er nemlig som vi selv er. Inderst inde.
Når vi ser verden med de spirituelle briller på, så bliver vi meget klogere på, hvad der foregår inden i os.
Også det, som vi dybest set ikke ønsker at være med.
Jeg har ofte følt, at jeg passede ind.
Jeg har følt mig så forkert.
Jeg har forsøgt at tilpasse mig, og sagt ja til alt for meget, Jeg blev ikke respekteret, og jeg endte i støjende relationer, hvor jeg følte mig som et offer.
Misforstået, forladt og også på en måde misbrugt.
Og jeg blev fyldt med modstand mod de relationer som gjorde mig ondt.
Jeg kunne ikke holde mine følelser ud.
Jeg fik modstand på livet. Jeg følte ikke, at jeg hørte til nogen steder.
Jeg følte mig ikke elsket eller værdifuld.
Heller ikke i min egen familie.
Jeg blev faktisk bange for livet.
Hvad ville livet med mig???
Hvad var meningen???
Jeg har altid været nysgerrig på andre mennesker, og har opdaget at rigtig mange, som har det skidt, de har en stor vrede mod deres forældre.
Mange oplever, at deres forældre har ansvaret for, hvordan de har det som voksne.
Men så bliver man et offer i sit eget liv.
Når man ser sit liv som et offer, så bliver det en kontrast til det, som man hellere vil have…..også selv om man ikke ved, hvad det er.
Jeg ønskede ikke at ende som offer, så jeg blev nysgerrig på, hvordan jeg udviklede og transformerede mig.
Jeg tog på en indre rejse.
Jeg tilgav mine forældre.
Og valgte at se mine relationer som spejle på min indre verden.
For mig var det en kæmpe befrielse.
For fra at have været sådan én, som hoppede over i andre, og mærkede hvordan de havde det, og samtidig havde en enorm trang til at fixe dem, så skal jeg nu kun koncentrere mig om det, som sker inden i mig.
Og heale mig selv.
Acceptere og give slip.
Når jeg opfører mig ordentligt og respektfuldt, så har jeg ikke ansvar for andre.
Hvis andre bliver vrede eller føler sig sårede, så er jeg er blot et spejl på, hvad der sker inden i dem.
Det er ikke mit ansvar.
Når jeg lander i noget virkeligt kaotisk, så tager jeg detektivbrillerne på, og så tager det fra nogle minutter til højest et par dage at komme videre.
Med nye erkendelser.
Og med ny indre vækst.
Jeg er dybt taknemmelig for Universets budskaber til mig, og ville slet ikke havde fået de erkendelser, hvis det svære ikke var sket.
Også selv om det ind i mellem ville være fantastisk altid at være fyldt med indre ro og harmoni.
Men sådan er livet ikke.
Kærligst Inge
